Landbruget er en del af løsningen på den grønne omstilling. Det er Thomas Kjær, ejer af Vrejlev Møllegård, overbevist om – og han ofrer gerne sin gode nattesøvn for sagen. Først etablerede han eget biogasanlæg, nu er han ved at gøre sig de første erfaringer med pyrolyse, og nye planer er allerede lagt.
Etablering af eget biogasanlæg. Nybagt far til tvillinger. Det var i 2016.
- Jeg må tilstå, at jeg ikke husker ret meget fra de år. Det var virkelig hårdt.
Alligevel er Thomas Kjær i gang igen. Sådan er det, når man er typen, der hurtigt keder sig, når der går daglig drift i tingene, og har en fast tro på, at et ellers udskældt dansk landbrug kan bidrage positivt til den nødvendige grønne omstilling.
Vrejlev Møllegård godt 40 km nord for Aalborg er derfor gået skridtet videre og har som et af de første landbrug i Danmark fået sit eget pyrolyseanlæg. Her udnyttes restproduktet fra biogasanlægget, så det ikke længere skal køres ud på markerne, men ender som el, varme og biokul.
- Den dynge af rester fra biogasanlægget har jeg irriteret mig over siden 2016. Det er jo kulstof, der er gået til spilde, siger Thomas Kjær, der derfor begyndte at kigge sig om efter en løsning.
Et helt naturligt næste skridt. For sådan har tankegangen været på Vrejlev Møllegård, siden Thomas Kjærs far, Kristian Kjær, købte gården på Vrejlev Møllevej og de medfølgende 13 søer, 84 slagtegrise og 33 hektar jord, der i dag er blevet til 3.500 søer, 90.000 slagtesvin og 2.400 hektar jord.
Selv om pyrolyseanlægget på Vrejlev Møllegård tager form, er Thomas Kjær helt klar over, at der er lang vej igen, før han kan læne sig tilbage. Det lærte han, da biogasanlægget blev opført.
- Det var mine forældre, der startede tankegangen med, at vi skulle lukke os om os selv med søer, smågrise, slagtesvin og planteavl, så vi ikke behøvede at handle med eller være afhængige af for mange. Det har vi bygget videre på. Over flere omgang har vi udvide med søer, slagtesvin og jord, så det passede sammen, fortæller Thomas Kjær om udviklingen, hvor eget biogasanlæg var det næste, oplagte skridt for den fremsynede gårdejer:
- Biogas gav mening, fordi vi jo havde et stort energiforbrug og et restprodukt i form af gylle, halm og dybstrøelse. Så der var en idé i grøn energi – det kunne lukke endnu en cirkel.
Store forventninger til biokul
Men selv om investeringen i biogasanlægget, der er vokset fra 36.000 tons biomasse årligt til 136.000 tons, betyder, at Vrejlev Møllegård i dag kan afgasse alt sin egen gylle, så er det stadig 60 % af den mængde kulstof, anlægget fodres med, der ender i bunken med affald.
Affald, der nu transporteres de få meter hen til den 1.500 kvadratmeter nybyggede pyrolysehal, hvor det tørres og blæses ind i den store ovn, hvor det i løbet af ét sekund opvarmes fra 20 til 800 grader. Ved den voldsomme varmepåvirkning, der sker uden ilt, overgår faste partikler til gasform.
- Den gas renses og sendes gennem en gasmotor, der generer el til vores svineproduktion/ biogasanlæg og varme til både grisene og Vrå by, forklarer Thomas Kjær.
Også fra pyrolyseanlægget er der et restprodukt: Biokul.
Det nye sort? Måske. I hvert fald er der store forventninger til, at det biokul, der kommer ud af pyrolyseanlægget, vil kunne anvendes til flere formål, samtidig med det binder CO2, så det kun meget langsomt frigives til atmosfæren.
Her forestår stadig et større forsknings- og forsøgsarbejde, inden alle biokullets egenskaber er kortlagt, men Thomas Kjær har tårnhøje forventninger:
- Kigger man på biokulpartikler i et meget kraftigt mikroskop, kan man se, at hver partikel har en milliard porer, så den vil kunne virke som en svamp og absorbere fx vand. Så kører man biokul ud, vil det kunne gøre både ler- og sandjorde mere stabile. Samtidig frigiver det fosfor, som er en knap resurse. Så der er masser af muligheder. Først skal det dog bevises, at processen virker.
En billig måde at lagre CO2 på
Det er dog biokullets evne til at holde på CO2, der ifølge Thomas Kjær er den store gevinst.
- Hvis vi kører fibrene fra biogasanlægget ud på markerne, er 95 % af den CO2, der stadig er lagret i halmen, frigivet til atmosfæren i løbet af ét til to år. Biokul frigiver CO2 meget, meget langsommere. Der går helt sikkert 100 år, men mere sandsynligt mere end 1000 år. Det er altså en meget, meget billig måde at lagre CO2 i markerne på, forklarer den driftige gårdejer, der her gerne lige vil dele et regnestykke.
- For to år siden interesserede jeg mig ikke synderligt for kulstofkredsløbet, men jeg synes, det er vigtigt for at forstå, at landbruget langt hen ad vejen er puttet i en forkert kasse, når der tales CO2-udledning – og hvorfor biogasanlæg og pyrolyse er en del af løsningen i den grønne omstilling, siger han og fortsætter:
- Når vi putter halm i biogasanlægget, har den halm stået på markerne og absorberet CO2 via fotosyntese, som frigiver ilten og bruger kulstoffet til at gro på. Der er altså lagret kulstof i halmen. I biogasanlægget bliver ca. 25 % af det kulstof til metan, vi sender på gasnettet, mens ca. 25 % bliver til CO2, der sendes ovenud. De resterende 50 % er det, vi sender ind i pyrolyseanlægget, hvor den ene halvdel bliver til gas og den anden til biokul.
Dermed er det kun de 25 % af den samlede mængde CO2, som halmen optog, der vender tilbage til atmosfæren. Men også det arbejder Thomas Kjær på i fremtiden at kunne lagre.
- Sammen med fire andre biogasanlæg er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi kan gøre den CO2 flydende og bagefter pumpe tilbage i gamle oliebrønde i Nordsøen. Vi håber, vi har en løsning i begyndelsen af 2026. Det er i hvert fald den foreløbige plan.
Fra 136.000 til 600.000 tons
Om den holder, tør han ikke spå om. Efter først biogasanlægget og nu satsningen på pyrolyse har han lært, at tidsplaner sjældent holder, når man er blandt pionererne. Det trækker tænder ud. Alligevel har Thomas Kjær valgt at være eneejer af det nye pyrolyseanlæg – en investering på rundt regnet 65 mio. kr.
- Sådan var det også med biogasanlægget. Jeg kommer ikke til at sove hver nat, men i en virksomhed som vores er det næsten nødt til at foregå sådan – man er nødt til at vide, hvem der har styrepinden, forklarer han det valg.
Til gengæld er han klar til at lukke andre ind, når først det er oppe at køre. I 2022 solgte han 25 % af biogasanlægget til DBC Invest, og nu er Vrejlev Møllegård gået i offensiven for også at få lokale landmænd ind i ejerkredsen.
- Vi har søgt om at måtte udvide biogasanlægget til at modtage 600.000 tons biomasse. Med de 136.000 tons, det i dag er godkendt til, har vi lukket vores egen cirkel, men skal vi være en energipark med brint, biogas og pyrolyse, skal der noget volumen på. Det passer jo også godt til vores danske foreningstankegang om at være fælles om tingene i stedet for, at alle skal bygge deres eget. Her giver det mening at gå flere sammen, siger Thomas Kjær, der vil give de nye medejere del i hele værditilvæksten, når de leverer biomasse til anlægget.
Nogle skal gå forrest
Selv om forretningscasen på pyrolyseanlægget er på plads, er der stadig nogle usikkerheder. Derfor er Thomas Kjær glad for, at han med Sydbank har en bank, der – som han udtrykker det – ”gerne vil bakke op, når nogen gør noget, der er uprøvet”.
- For hvordan laver man lige en kreditanalyse på noget, som ikke er gjort før? Men ligesom dengang med biogasanlægget, hvor vi var i samme situation, så kan det simpelt hen ikke passe, at pyrolyse er en dårlig idé, siger Thomas Kjær og remser anlæggets foreløbige økonomi op:
- Vi kan sælge el og varme og har samtidig vores egen besparelse. Så vil vi sælge CO2-kreditter til virksomheder, der gerne vil købe certifikater, der gør dem CO2-neutrale, ligesom vi forventer, der vil komme statslige puljer, man kan få del i, hvis man kan dokumentere, at man lagrer CO2. Og så er der biokullet, som bør blive en vare, folk vil betale for.
Den store pyrolyseovn er efter planen den første af tre – der er gjort plads til en hel række i den nybyggede hal. Ovnen er delt i to kamre, hvor der i den ene er gas, der hele tiden holdes på 800 grader, mens det er i den anden, det tørrede og findelte restprodukt blæses ind og får et varmechok, så der frigives gas.
Hvor det ender, ved han selvsagt ikke. Men havde en god ven fra nabolaget ikke været den første til at få koblet sit biogasanlæg til gasnettet, så der pludselig var en forretning i at have sit eget biogasanlæg, så havde Vrejlev Møllegård nok tøvet med selv at satse på biogas.
- Så det er vigtigt, at der hele tiden er nogle, der tør gå forrest. Folk spørger tit ”hvad får du ud af det, Thomas?” Mit svar er, at jeg gerne vil være lidt på forkant med de krav, der kommer – og så vil jeg gerne bidrage til at vise, at landbruget er en del af løsningen i den grønne omstilling. For det er jeg helt overbevist om, at vi er.
FAKTA
To veje til samme mål
Vrejlev Energi, som selskabet bag pyrolyseanlægget hedder, har valgt Frichs Pyrolysis A/S som leverandør. På Brobak Landbrug tæt på Vrejlev Møllegård er ejer Daniel Overgaard Pedersen sammen med Stielsdal Fuel Technologies også i gang med at høste de første erfaringer med pyrolyse.
- Stiesdal kører med en lidt anden tankegang end Frichs. Hvor Frichs har fokus på at producere så meget gas som muligt, forsøger Stiesdal at lagre så meget CO2 som muligt. Jeg tror ikke, det betyder så meget, om det er det ene eller det andet, og sammenligner gerne med diesel og benzin – vi kommer samme sted hen, men gør det på forskellige måder, siger Thomas Kjær.
