Senioranalytikeren: “Jeg kender mine selskaber særdeles godt”

Af Martin Kjærsgaard Nielsen, finansjournalist

Selvom han dækker mange af landets største børsselskaber i vidt forskellige sektorer, går Mikkel Emil Jensen ikke på kompromis med kvaliteten af analysearbejdet.

Der er ikke noget at sige til, at Mikkel Emil Jensen er omringet af ringbind ved sit skrivebord i Sydbanks aktieanalyseafdeling. Som senioranalytiker har han det faglige ansvar for analysedækningen af Danske Bank, Jyske Bank, Nordea, Topdanmark, Tryg, DSV Panalpina, A. P. Møller-Mærsk, FLSmidth og Rockwool.

Men ansvaret stopper ikke her. For at levere aktieanalyser af høj kvalitet skal han også have en dyb indsigt i de enkelte markedspladser, hvor selskaberne konkurrerer.

“Mit ekspertisefelt er banksektoren, forsikringsbranchen, transport- og logistiksektoren, mine- og råvaresektoren og byggebranchen. Men efter 5 år som aktieanalytiker i Sydbank kender jeg mine selskaber og deres respektive industrier særdeles godt,” forklarer Mikkel Emil Jensen, der har været i banken siden 2016.

Ekspertisen holder han opdateret ved bl.a. at følge nyhedsstrømmen samt relevante økonomiske nøgletal og nyheder fra både ind- og udland suppleret med videnskabelige artikler, kurser, fagbøger og webcast. Det er en forudsætning for at levere på det ene kriterium, der er vigtigere end alt andet.

“Først og fremmest bliver jeg målt på kvaliteten af mine analyser. Det omfatter både analysernes indhold, og selvfølgelig hvorvidt mine anbefalinger har ramt plet eller ej. Min vigtigste opgave er at sikre, at vores kunder opnår det bedst mulige afkast,” siger Mikkel Emil Jensen og tilføjer:

“Samtidig varetager jeg kontakt fra medierne i forhold til begivenheder, der vedrører de selskaber, jeg dækker. Mediekontakten skaber en god synlighed for banken, og mange af vores kunder følger også med via medierne, så vi gør en dyd ud af at være tilgængelige.”

Den ambition har ført til flere interessante situationer for den erfarne senioranalytiker, der har en kandidatgrad i finans og international handel fra Aarhus Universitet.

“I min skiferie er det sket mere end én gang, at jeg har talt med journalister i flere kilometers højde med dårlig forbindelse og tyske schlagerhits i baggrunden, men det er okay, for min rolle passer ikke helt til den klassiske 8-16-model,” tilføjer han.

Men hvad er egentlig fundamentet for en god aktieanbefaling, hvis senioranalytikeren selv skal sætte ord på?

“Kvalitet i form af viden og grundig analyse, for en aktieanbefaling er ikke bedre end den indsats, der går forud for konklusionen. Derudover er jeg som analytiker altid bevidst om, at jeg ikke værdiansætter en aktie, men derimod et selskab, hvilket styrker min evne til at vurdere, hvornår markedet er styret af frygt, og hvornår det er styret af grådighed.”

--------------------------------------

Blå bog

  • 31 år
  • Bor i Vejle
  • MSc, Finance and International Business, Aarhus Universitet

Ekspertområde

Analysedækning af finans, forsikring, transport- og logistik, mine- og råvaresektor og byggebranchen

Karriere

2021-

Senioranalytiker, Sydbank

2016-2021

Aktieanalytiker, Sydbank


--------------------------------------

Mikkels favoritter

Den store drøm

Jeg vil gerne opleve et Formel 1-løb live, helst i Monaco.

Investerer du selv?

Ja, jeg investerer primært i aktier og aktieindeks.

Boligfinansiering

En blanding af fast og variabel rente.

Rejsemål

Det varierer, men jeg foretrækker pister frem for badeferie.

Primære nyhedsmedie

Ritzau Finans.

Inspirationskilder

Jeg vil fremhæve professor Aswath Damodaran fra Stern School of Business ved New York University indenfor emnet værdiansættelse.   

Streaming

Jeg ser TV2 Play, Netflix og Viaplay.

Podcast

Jeg lytter til “The Joe Rogan Experience”, hvor alt fra førende videnskabsfolk til verdensklasse-atleter og topledere interviewes meget uformelt.

Motion

Golf, tennis - og skiløb om vinteren.

Sport i tv

Jeg følger primært med i Formel 1, men jeg glæder mig også meget til, at OL kan afvikles.

Fritidsinteresser

Jeg bruger helst min tid med venner og familie.


Næste artikel